Om mig & processen

Fra optagelse til færdigt print

Jeg hedder Richard Skovby og er fotograf. Alle billeder her er mine egne, og jeg står selv for processen hele vejen – fra optagelsen til det færdige print.

Optagelsen

Jeg arbejder i to spor: hurtige, farverige digitale optagelser og langsomme sort/hvide billeder på film, fra 35 mm til storformat 4×5″. To meget forskellige måder at se på – men samme krav til kvaliteten.

Printet

Hvert billede printer jeg selv i mit værksted på en Canon imagePROGRAF PRO-1000 med pigmentblæk, i størrelser op til A2. Papiret er fra Hahnemühle og Canson, og jeg vælger det ud fra motivet – nogle billeder har brug for en blank, dyb sort, andre for en mat, stoflig overflade.

Passepartout

Hvor det giver mening, skærer jeg selv passepartoutet på en professionel passepartoutskærer, så snit, mål og farve passer præcis til det enkelte print.

Indramning

Indramningen overlader jeg til en professionel indrammer, så rammen er lige så gennemarbejdet som printet.

Signering og oplag

Alle print signeres af mig – på mat papir med blyant på forsiden, og på blankt papir, hvor blæk let tværes ud, på bagsiden. Det hænder, at jeg printer et billede i begrænset oplag, men som oftest arbejder jeg med åbne oplag, så et billede ikke bliver udsolgt, og mange print bliver lavet enkeltvis efter bestilling. Jeg har også et stort lager af print, som er klar til forsendelse.

Har du spørgsmål til et billede eller et særligt ønske? Skriv til mig →